Rusland er ikke vestens største trussel

Rusland (tidligere i form af sovjetunionen) har lige siden 2. verdenskrigs slutning været vestens ærkefjende nr. 1. Siden starten af den kolde krig er Rusland blevet anset for værende det ukendte onde autoritære styre, der truer i øst med sin gigantiske hær af hjernevaskede borgere, der ikke ønsker andet end at undertvinge os deres totalitære ideologi. Efter Sovjetunionens kollaps er dette dog langt fra tilfældet længere. Sovjetunionens efterkommerstat Den Russiske Føderation er ikke engang på top 10 over verdens største økonomier (målt efter GDP) på trods af, at det er verdens største land arealmæssigt med rådighed over et utal af naturresurser som fossile brændstoffer og ædelmetaller. Det ligger i øjeblikket på 12. pladsen (2017) over verdens lande med størst GDP og er langt bag 11. pladsen, der er lille Sydkorea med langt mindre landsmasse og population. Derudover er dets 12. plads stærk truet af andre lande deriblandt Spanien, hvilket er et land, der ikke har vigtige resurser som olie og naturgas som eksportvarer. Økonomi er den altafgørende faktor på den internationale scene. Det afgør, hvor stort et lands militær kan være, og i forlængelse af dette, hvor meget indflydelse landet har over andre nationer. I denne atomare verden, som vi lever i, er økonomiske sanktioner de mest effektive til at få andre andre lande til at bøje sig for ens vilje, og selvfølgelig har det land, hvis økonomi er stærkest, mest at skulle have sagt (hvilket er USA).

Når man tænker på Rusland som verdens største land, antager man, at det da må give sig selv, at landet har en stor befolkning, hvis ikke engang verdens største. Dette billede af landet giver også mening i forhold til dets krigshistorie, hvor fremmede invasioner konstant er blevet slået tilbage bl.a. pga. der simpelthen var for mange russere at slå ihjel. Nu til dags er dette dog langt fra tilfældet. Dets befolkning er kun på sølle 144 millioner mennesker, hvilket er ingenting sammenlignet med ærkefjenden USA, hvis population er på 323 milioner. En stor befolkning er yderst vigtig i “hvem har den største kølle”-konkurrencen mellem verdenens topnationer, da magt på international skala bl.a. bliver målt i menneskelig kapital bl.a. i form af, at der skal bruges folk i militæret, men også fordi en stor population er nødvendig for at have en stor økonomi, samt adgang til viden og muligheden for at innovere.

På trods af, at Rusland og Putin rasler med sablen, har Rusland hverken kapaciteten eller indflydelsen til at bevæge sig udenfor sit eget nabolag eller “interessesfære”, hvorimod USA, for godt og ondt, er tilstede overalt i verden. Dette kan ses på antallet af de to konkurrenters udenlandske militærbaser, hvor USA har omkring 800, har Rusland kun omkring 15. For at oversimplificere det, så skal russerne få sat liv i deres økonomi og igangsætte baby-produktionen, for ellers vil de aldrig formå, at udfordre USAs status som enlig supermagt og det amerikanske hegemoni (overherredømme).

Der er dog en anden østlig nation, der lever op til det gamle fjendebillede, vi havde, af Sovjetunionen. Den rigtige trussel mod USA og vestens herredømme er Kina. Kina er verdens 2. største økonomi, og nogle eksperter mener, at Kinas økonomi snart vil overgå USAs. Kina har verdens største befolkning på ca. 1,4 milliarder og en stadigvæk stigende middelklasse. Hvad der bidrager til denne middelklasses vækst er de 700 millioner kinesiske borgere, der er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom indenfor de sidste 30 år. Kina har altså både økonomien og populationen til at blive en supermagt, og man må heller ikke forglemme Kinas atomarsenal. Disse faktorer blandet samt med en stærk nationalistisk opvækkelse er en farlig cocktail, og derfor burde Kinas trusler og ageren tages langt mere alvorligt end Rusland og Putins.

Den kinesiske præsident Xi Jingping præsenterede nationen for hans “kinesiske drøm”, hvilket er en drøm, hvor nationen skulle genindtage sin retmæssige position på kloden, og hvad der menes med dette er, at Kina har i næsten alt sin historie været klodens førende nation, økonomisk, militært og videnskabeligt. Mens europæere boede i tyndt beboede landsbyer lavet af mudder og strå, var byer med hundredtusindvis af beboere allerede blevet etableret i Kina. Kina endte dog med at gå i forfald, hvilket kulminerede i “ydmygelsernes århundrede”, hvor vestlige lande gang på gang ydmygede og undertvang den kinesiske befolkning. Dette husker kineserne den dag i dag ganske tydeligt, og det er en instrumental motivationsfaktor for kineserne at genvinde det, som de føler er deres retmæssige plads i verden, hvor nogle endda går længere og ønsker hævn for det kinesiske folks lidelser.

(Side note: En af konflikterne i “ydmygelsernes århundrede” var bl.a. opiumskrigene, hvor briterne tvang kineserne til lade briterne sælge opium i landet, hvilket gjorde kæmpe dele af befolkningen til misbrugere. Konsekvenserne af dette i dag er en utrolig hård narkolov. Straffen er døden, hvis man bliver fanget i at have stoffer på sig, handle med stoffer, bruge stoffer osv. Dette gælder alt fra heroin til almindelig hash.)

Kina er i gang med sit “soft push” for at udvide sin indflydelsesfære vha. investeringer i andre lande specielt i afrika (igen økonomi der spiller ind her), erhvervingen af vigtige (vestlige) firmaer, og de er endda i gang med at få indflydelse i Hollywood. Et eksempel på dette kan fx ses i de populære hyper-amerikanske transformers-serie, hvor lokalisationen og plottet i en af filmene pludselig skifter til Kina, og hvor kineserne selvfølgelig bliver fremstilllet i godt lys. Hvad der måske er mest overraskende er USAs villighed til at lade kineserne tage over, specielt når nu Trump er blevet præsident. Phillipinernes leder har allerede skiftet troskab fra USA til Kina, og idet Trump snakker om at lade Sydkorea og Japan sejle deres egen sø, samt en generelt mindre tilstedeværelse af amerikanske tropper i andre lande, så er det næsten en fri invitation ti Kina om at indtage sin plads som verdens anden supermagt.

Som Napoleon Bonaparte sagde “China is a sleeping giant. Let her sleep, for when she wakes she will move the world.”. Denne tid er kommet

Hvad er esport? Og er det en rigtig sport?

Indenfor de sidste par år er der flere og flere, der prøver at få esport/elektronisk sport eller professionel computerspil til at blive anerkendt som en officiel sport med samme status som fx fodbold.

Esport er steget eksponentielt i både popularitet og værdi indenfor de sidste par år. Det er en verdens hurtigstvoksende industrier med en kombineret værdi på omkring 1 milliard dollars, og det forventes at stige til 1,5 milliarder dollars indenfor de næste 3 år. Folk ofte unge mænd og teenagere ser esport via streaming-servicer såsom youtube og en platform, der hedder twitch.tv. På trods af dette kan esport endnu ikke decideret kaldes for mainstream, og mange moderne medier anser stadigvæk esport for værende en joke, hvor pro-gamere bliver anset for værende nørder, der endnu ikke er flyttet ud af deres forældres kælder.

Dette stereotype billede af “hardcore gamere” er dog stærkt forældet. Pro-gamere har en strikt livsstil. Deres liv er fokuseret udelukkende omkring det spil, de hver især har specialiseret sig i, men dette udelukker ikke fysisk motion. Da både krop og sind skal være i harmoni med hinanden for optimal ydelse, har mange af professionelle spillere også personlige trænere og diætister. Derudover gør en pro-gamers stramme agenda ofte også, at de ikke har tid til kæreste eller bare “at hænge ud” med vennerne. Så ligesom “rigtige” atleter, så dedikerer pro-gamere alt deres tid til deres arbejde.

Kan esport så anses for værende en sport? Ifølge mig så ja. Det er en branche baseret omkring konkurrence. Mange af “atleterne” træner så meget eller måske endda mere end sine fysisk-sports-modparter. Dette er fordi fysisk sport kræver hvile for at undgå skader, men skaderisikoen er markant lavere hos pro-gamere. Hos pro-gamere handler det blot om viljestyrke og dedikation til at bruge måske 14 timer om dagen på computerspil. Dette betyder dog ikke, at den intensive træning indenfor esport er risikofri. Hvis man ser bort fra den psykiske stress ved at skulle sidde fokuseret foran computeren i så lang tid, så kan atleterne også få karrieretruende skader ligesom normale atleter, hvor den mest almindelige skade er håndledsskaden karpaltunnelsyndrom, hvilket forårsages af en konstant brugen af ens håndled.

Det, der forbavser mig, er folks forargelse og specielt mainstream media, når de hører, at folk ser esport eller andre gamere spille. også. Den kommentar man oftest hører er “Hvem gider sidde se andre spille computerspil, når de selv kan gøre det?” Dette spørgsmål kan besvares med at lignende spørgsmål “Hvorfor gider du sidde og se fodbold, istedet for selv at gå ud og spille?” Det er et spil ja, men det fjerner ikke sportens legitimitet, ligesom fodbolds status som sport ikke bliver formindset af, at det “bare” er et spil.

Men hvorfor er dog overhovedet behov for, at esport skal blive anset for værende en sport? Hvis esports bliver anerkendt som værende en sport, så legitimiserer det ikke kun branchen, men hele computerspils livstilen bliver anderkendt, hvilket er en kæmpe sejr for både hobby-spillere men især hardcore-gamere, der ofte bliver gjort til grin og set ned på. Efter en hurtig youtube-søgning ser man hurtigt, at de traditionelle medier har svært ved at anerkende sådan en markant ændring (det kræver jo at de pludselig skal dedikere resurser til at rapportere om det). Dette er dog en del af et meget større problem og kan tolkes som et symptom på de traditionelle mainstream mediers sidste krampetrækninger, men det er et emne til et andet tidspunkt.

Konflikten omkring esport vil uden tvivl fortsætte, men det er blot et spørgsmål om tid inden esport får sin retmæssige plads i sollyset. Så snart gamer-generationen vokser op og får mere højtstående pladser i samfundet, så vil skiftet hurtigt finde sted.